Når jeg vågner tung og uoplagt…

Jeg vågner og ved allerede at dagen bliver tung. Jeg føler mig uoplagt og har mange tunge tanker. Alle mine mange bekymringer og de småfejl jeg har lavet på det seneste ruller op for min indre skærm. Men der er ikke meget at gøre, op skal jeg og en ny dag med opgaver står foran mig.  

Ubevidst har negative og tunge tanker overvældet mig og overtaget mit sind. Og det er som om jeg sidder i saksen og ikke kan løsrive mig fra det.

Hvad nu? Hvad kan vi gøre i den situation?

Der findes et lille brugbart trick, når du oplever det.

Når du erkender, du er fastlåst, tung eller uoplagt, så hold fast i bevidstheden om det i nogle få minutter.

Med nedenstående lille bevidsthedsøvelse kan du blive bedre til at forstå, hvad der foregår indeni dig selv. Vi kan være utrolig hårde mod os selv, og det er ikke sundt at gå og skælde ud på os selv.  

At være empatisk og forstående over for sig selv er en af vejene til en bedre dag.

Sid på sengen og mærk ind i dig selv et øjeblik – og lyt til din tunge krop/sind eller din fastlåste del:

Dig: Hvad vil du sige til mig tunghed/fastlåshed?

Den tunge/fastlåste del fx: Du skal bare bekymre dig og tænke på alle de smådumme fejl du har lavet på det seneste.

Dig: Det har jeg egentlig ikke lyst til, og jeg er heller ikke særlig glad for det. Jeg kan ikke lave om på mine bekymringer og tunghed lige nu. Det er jo sådan jeg har det lige nu.

Læs også  Kender du til at blive en del af en konflikt på en arbejdsplads uden at vide, hvorfor den anden er vred?

Den tunge/fastlåste del: Du er da skør og mange gør det bedre end dig – du laver for mange fejl for tiden, og det er ikke godt nok.

Dig: Ja, jeg hører dine anklager, og jeg er faktisk ked af det. Og ved du hvad, jeg gjorde mit bedste. Jeg er ikke perfekt. Og lige nu, har jeg brug for omsorg og ikke en masse kritik.

Dig: Det er svært nok, som det er. Stop dine anklager. Jeg vil ikke bruge mere energi på at kritisere mig selv. De negative kræfter i krop og sind er der, men jeg vil gøre mit bedste for at komme videre. Jeg er mere end mine bekymringer og fejl.

Bliv bedre til at lytte til hvad du føler og tænker om dig selv:
Jo bedre du bliver til at lytte til, hvad der foregår indeni i dit følelsesliv, jo bedre bliver du til at regulere dine egne følelser og tanker.

Hvis den onde cirkel fortsætter og ødelægger og forringer din hverdag, så vil jeg råde dig til at komme og få hjælp til at undersøge, hvad det er der foregår indeni i dag. Som terapeut kender jeg det sted og den følelse af tunghed og fastlåshed.

SamRefleksion

Email: info@SamRefleksion.dk
Mobil: 6062 7004

CVR: 27639429

Persondatapolitik

Terapi på følgende adresser:

Støden 3 - 3. sal.
4000 Roskilde

Sociale medier